Orø Lokalforum's hjemmeside - Isefjordens Perle

Go to content

Main menu

Nyhedsmail fra Orø Lokalforum – maj 2012



Der er travlt på vores lille ø og vores færge til Holbæk er blevet repareret. Der er kommet 2 nye motorer i og nyt betræk. Derudover er de skilte Lokalforum har sponsoreret, blevet sat op.

Vi har også fået en bevilling på 25.000 kr. til opsætning af bænke. Der var ansøgt om 6 naturbænke og en bænk udført af vores lokale kunstner Steen Langvad. Hans bænk bliver opsat på havnen. De andre skal opsættes langs trampestierne. Bænkene er netop ved at blive bestilt.

Trampestierne er allerede godt besøgt. Sidste år blev stierne klippet 3 gange. Kommunen har planer om, at skære det ned til 2 gange i år. Det er ikke nok; på grund af det meget regn sidste år var 3 gange heller ikke nok. Lokalforum vil rette henvendelse til kommunen og gøre opmærksom på dette, og vi håber kommunen finder pengene til at vedligeholde trampestierne på en ordentlig måde. Trampestierne på Orø har stor turistmæssig værdi for Holbæk Kommune, og derfor er det også vigtigt, at de er fremkommelige.

Vi afventer vores ansøgning om en græsslåningsmaskine til at slå boldbanerne og græsset foran Brugsen.







Dette forventes dog først at falde på plads i slutningen af maj. Indtil vi får en afklaring på græsklipning af idrætsanlæggene, har Lokalforum planer om at starte et græsklippelaug.
Græsklipperlauget skal bestå af frivillige ejere af havetraktorer. Det er så planen, at disse havetraktorejere mødes en gang om ugen med deres traktor og slår boldbanerne. Lokalforum vil så være vært for en lille forfriskning til flittige traktorejere og vi kan også sponsere lidt benzin.

Der arbejdes videre med den badeponton, som vi fik bevilliget penge til sidste år. Den kommer til at ligge ved campingpladsen og skulle være klar når badesæsonen begynder.

Ø-dags gruppen er også i fuld sving, og der arbejdes i år på at få en taxi til at køre rundt for at sætte folk af og på. Færgerne bliver igen i år gratis for gående og for cyklister.

Selv om det er uden for Lokalforums hænder, vil vi blot minde om årets Loppemarked i skolegården pinselørdag. Der er indsamling Kristi Himmelfartsdag, så husk at stille ud fra morgenstunden.

Skrevet af Sissel Steen-Nielsen

 
Back to content | Back to main menu